Tænd dit fjernvarmeanlæg med omtanke og spar penge

Fyringssæsonen står for døren, og fjernvarmelægget skal atter tændes, efter at det har været sommerlukket. Læs her, hvordan du tænder optimalt for varmen og gør dine bygninger klar til den faldende udetemperatur samtidig med, at du sparer CO₂ og penge.

Det er alt for dyrt at skrue fuldt op for fjernvarmeanlægget, når vi overgår fra sommerperiode til fyringssæson. En høj fremløbstemperatur er først nødvendig, når det for alvor bliver koldt udenfor, og nattefrosten har sat ind.

Du gør derfor klogt i at tænde fjernvarmeanlægget med omtanke og have et vågent øje på varmekurverne og afkølingen.

Hvordan tænder du dit fjernvarmeanlæg med omtanke?

1. Sørg for at indstille dine varmekurver, så de doserer varmen korrekt i dine bygninger

Hvis dine bygninger har gennemgået en renovering af klimaskærmen, er det vigtigt at tilpasse fremløbstemperaturen til de nye behov. Så undgår du at tilføre en for høj fremløbstemperatur for tidligt i fyringssæsonen. Sådan udnytter du varmen bedst muligt, og du minimerer varmetabet ved at tilføre mindre energi.

2. Tjek tilstanden på dit fjernvarmeanlæg via afkølingen, så du udnytter varmen optimalt

Det varierer fra forsyningsselskab til forsyningsselskab, hvad den gennemsnitlige afkølingstemperatur skal ligge på årligt, men som tommelfingerregel er den ideelle årlige gennemsnitstemperatur på minimum 30 C°, hvis du har et to-strengs varmeanlæg.

Normalt er afkølingen dårligere om sommeren, men er det også tilfældet i fyringssæsonen, er det et tegn på, at du skal efterse dit fjernvarmeanlæg for fejl og mangler.

Det kan være defekte motorventiler eller forkalkede varmebeholdere, som er skyld i den dårlige udnyttelse af varmen. Det kan ende med at koste dig en ekstra-udgift til dit forsyningsselskab, men også ekstra tons CO₂ på miljøregnskabet.

3. Vær på forkant, så varmeanlægget er rustet til skiftende temperaturer

Det kan godt betale sig at gennemgå sine fjernvarmeanlæg løbende, så du fanger fejl i opløbet. Sæt en notifikation i din kalender d. 15. maj og 15. september, hvor fyringssæsonen officielt starter og stopper, så du kan funktionsafprøve dine tekniske anlæg fra computeren og i varmecentralen.

Vær ikke bange for at gøre de nødvendige tiltag til at spare på energien i fyringssæsonen. Det kræver en aktiv indsats at opnå gode resultater på varmekontoen, og med de tre gode råd har du mulighed for at starte allerede i dag.

By |oktober 26th, 2018|Nyhedsbreve|

About the Author: